Græskar-cheesecake

Jeg kalder dette en græskar-cheesecake i mangel af et bedre navn, for denne kage har selvfølgelig intet med ost at gøre. Men den har en tynd bund og et cremet lag, ligesom cheesecakes normalt har. Det er en forholdsvis sund kage, for den indeholder både nødder og græskar, men den smager ikke “sundt.”  Den smager faktisk fantastisk, hvis jeg selv skal sige det, og mine børn er også vilde med den. Den spises iskold, og dens fyldige smag og kalorieindholdet gør, at man bliver tilfredsstillet efter et enkelt stykke. Jeg opbevarer den i fryseren, for så kan jeg lige tage et stykke op, når jeg bliver lækkersulten 😉

IMG_7188

Til 8 personer

Ingredienser:
Bund:
200 g mandler*
50 g havregryn (kan også erstattes af nødder)
150 g bløde dadler
Evt. 1-2 spsk vand

Græskarlag:
300 g usaltede cashewnødder
300 g hokkaido græskar
200 g sirup (f.eks. ahornsirup, agavesirup eller lys sirup)
½ dl citronsaft
2 tsk. kanel
1 tsk. vaniljesukker
1 tsk. allehånde (kan undlades)
½ tsk. ingefærpulver
100 g kokosolie, smeltet

Pynt:
50 g mørk chokolade + 1 spsk. kokosolie
Sojaflødeskum (kan undlades)

*Kan erstattes helt eller delvist af andre nødder, f.eks. hasselnødder, valnødder eller paranødder.

Fremgangsmåde:
Læg cashewnødderne i blød i 2-4 timer inden brug. Dette er for at gøre dem blødere og nemmere at blende. Du kan også nøjes med at lægge dem i blød i kogende vand i en times tid.

Halvér græskaret og fjern kernerne. Skær 300 g græskar (inklusiv skræl) i mindre stykker og kog græskarstykkerne i 10-15 minutter, indtil de er møre. Hæld derefter vandet fra og sæt græskarstykkerne til afkøling. (Resten af græskaret kan gemmes i køleskabet og bruges i madlavningen en anden dag, f.eks. til græskarsuppe eller græskarboller.) 

Lav bunden ved at blende mandler og havregryn i en foodprocessor, til de er finthakkede. Fjern derefter stenene fra dadlerne og blend dem sammen med havregryn og mandler. Når det er en smuldrende, finthakket masse, er den færdig. Hvis massen er meget tør, kan det være nødvendigt at tilsætte et par spiseskefulde vand.

Læg bagepapir i bunden af en springform, som måler cirka 20 cm i diameter. Læg bagepapiret på formens bund, inden du klikker springformens ring nedover. Brug fingrene til at fordele mandelmassen ud over bunden, og brug derefter en ske til at glatte ud.

Lav græskarlaget ved at blende alle ingredienserne i en foodprocessor, til det er en helt cremet og ensartet masse. Det tager op til 10 minutter og kræver, at du skraber foodprocessorens sider med en dejskraber undervejs. 

Når græskarlaget er færdigt, fordeles det jævnt ud over bunden. Sæt kagen i fryseren to-tre timer (eller længere), indtil den er blevet fast.

Hvis du vil pynte kagen med chokolade, kan du hakke chokoladen og smelte den i et vandbad. Hæld lidt vand i en gryde og sæt en skål med chokoladen deri. Lad vandet småkoge og rør jævnligt i chokoladen, indtil den smelter. Tilsæt også 1 spsk. kokosolie, så chokoladen bliver mere flydende og lettere at pynte med. Brug en ske eller gaffel til at fordele chokoladen ud over kagen. Hvis du har noget sojaflødeskum, kan du med fordel pynte med det også som vist på billedet.

Tip: Opbevar kagen i køleskabet eller fryseren. Jeg foretrækker at skære kagen ud i stykker og opbevare dem i fryseren, for så kan man lige tage et stykke op, når man bliver lækkersulten (lad stykket tø lidt op, inden det spises). Det er i øvrigt nemmest at skære pæne stykker, når kagen er frossen.     

IMG_7157

IMG_7213

IMG_7258

Reklamer

Æblegalette

En galette er en tærte, der er bagt uden en tærteform. Så hvis du har lyst til at bage en tærte, men ikke har en form i den rette størrelse, så fortvivl ikke, for du kan bare lave en galette. Det er ganske nemt, og al slags fyld kan bruges. Denne galette er med æbler, mandelcreme og kanelsukker. Dejen er sprød og fyldet er blødt. Det er en lækker og hyggelig efterårsdessert, der med fordel kan nydes med en kop te, kaffe eller varm kakao!

IMG_7052

Til cirka 8 personer

Ingredienser:
Dej:
200 g hvedemel
100 g grahamsmel (kan erstattes af hvedemel)
50 g sukker
100 g plantemargarine (f.eks. “Smørbar” fra Naturli’ eller “Fri” fra Coop)
0,75 dl vand

Fyld:
150 g mandler
150 g sukker
1 dl vand
3 æbler
Kanelsukker (sukker + kanel)

Serveres evt. med sojaflødeskum (f.eks. “Soya cuisine piskbar” fra Alpro)

Fremgangsmåde:
Lav først dejen: Bland hvedemel, grahamsmel og sukker. Tilsæt derefter plantemargarine og vand. Bland dejen godt og brug gerne hænderne. Sæt dejen i køleskabet, imens du laver fyldet.

Blend mandler, sukker og vand i en foodprocessor eller minihakker. Blend det, indtil det har en ensartet konsistens.

Skær æblerne ud i tynde skiver. Det er ikke nødvendigt at skrælle dem først.

Klip et stykke bagepapir, så det har samme størrelse som en bageplade. Rul dejen tyndt ud på bagepapiret, så det danner en cirkel. Smør mandelfyldet på dejen. Læg derefter æbleskiverne ovenpå 2-3 cm fra kanten. Begynd med at lægge den yderste cirkel af æblerne og fortsæt indad. Se billedet nedenfor.

Fold derefter kanten af dejen ind over æblerne og drys med kanelsukker. Træk bagepapiret med galetten hen på bagepladen og bag den cirka 35 minutter ved 200 grader almindelig ovn.

Serveres evt. med sojaflødeskum eller anden vegetabilsk flødeskum.

IMG_6933

IMG_7056

IMG_7101

IMG_7085

Karamel-flødeis

Denne veganske flødeis er hovedsageligt lavet af kikærtevand og sojapiskefløde. Det lyder nok overraskende, men kikærtevand opfører sig ligesom æggehvide, når det bliver pisket. Det bliver hvidt og luftigt og fastere i konsistensen, og det fungerer perfekt i is. Jeg har tidligere lavet en version med daddelchokolade, men denne is er med hjemmelavet karamelsovs, og det smager virkelig godt! Karamelsovs er SÅ godt i is, for det fryser aldrig og bliver hårdt, men det bevarer sin bløde og lækre konsistens, selv når det er frossent. Hvis du endnu ikke har prøvet at lave is med kikærtevand også kaldet “aquafaba,” så er du gået glip af noget.

IMG_6783

Ingredienser:
Karamelsovs:
200 g sukker
2 spsk. plantemargarine
250 ml sojafløde eller havrefløde*
1 nip salt

Is:
Vandet fra 1 dåse kikærter (1,5-2 dl)
1 tsk. citronsaft
125 g flormelis
2 tsk. vaniljesukker
1 brik sojapiskefløde (250 ml)**

*Eksempelvis ”Soya cuisine” fra Naturli’ eller havrefløde fra Oatly.
**Eksempelvis “Soya piskbar” fra Alpro.

 

Fremgangsmåde:
Lav først karamelsovsen: Smelt sukkeret i en gryde ved medium varme. Det tager cirka 10-15 minutter. Rør ikke i sukkeret, før det er begyndt at smelte. Når sukkeret er flydende og lysebrunt, tilsæt da plantemargarinen.

Opvarm fløden i en anden gryde eller i mikroovn og hæld den derefter ned til sukkeret og plantemargarinen (Opvarmes fløden ikke, klumper sukkeret, men de fleste af klumperne forsvinder dog igen, når karamelsovsen koges). Tilsæt også et nip salt. Kog nu karamelsovsen i fem minutters tid, imens du rører rundt i gryden, så det ikke brænder på. Stil derefter karamelsovsen til afkøling. Den bliver tykkere, når den er kold.

Når karamelsovsen er kølet af, laves isen: Si vandet fra kikærterne. Du skal kun bruge vandet i denne opskrift, men gem kikærterne til madlavning (de kan også fryses til senere brug).

Pisk kikærtevandet med en el-pisker eller køkkenmaskine. Pisk det, til det bliver hvidt og luftigt. Det tager 5 minutters tid. Tilsæt derefter citronsaft samt flormelis og vaniljesukker lidt efter lidt og pisk videre et par minutter.

I en anden skål piskes sojapiskefløden, indtil den er stiv. (Det tager 5-10 minutter, selvom der står 2 minutter på pakken).

Derefter blandes kikærteskum og flødeskum.

Hæld is-massen over i et par beholdere og bland derefter forsigtigt den afkølede karamelsovs deri. Frys isen i mindst 5 timer. Nyd den med det samme, når den tages ud af fryseren (den skal ikke tøs op på forhånd).

Server eventuelt isen med bær og hakket chokolade.

IMG_6836

IMG_6813

Koldskål

Koldskål er indbegrebet af sommer og sol, og det spises især på varme dage som dessert eller mellemmåltid sammen med kammerjunkere. Færdigkøbt koldskål er som regel lavet af komælk, men det er faktisk meget nemt at lave sin egen plantebaserede og dyrevenlige koldskål. Efter min mening smager denne koldskål, præcis som den skal, men prøv dig gerne frem med mere eller mindre citron, sukker og vanilje.

IMG_2768

Ingredienser:
750 ml neutral sojayoghurt
2 dl sojamælk med vaniljesmag
½ dl citronsaft
3 spsk. sukker
4 tsk. vaniljesukker

Fremgangsmåde:
Pisk alle ingredienserne sammen og stil koldskålen på køl.
Server koldskålen sammen med kammerjunkere og evt. friske jordbær.

Tip: Hvis du køber kammerjunkere, så husk at tjekke ingredienslisten. Ikke alle kammerjunkere er veganske, men f.eks. de økologiske fra Karen Wolf er.

IMG_2746.jpg

Græskarkage

Hokkaidogræskar smager skønt, har en smuk orange farve, og så dyrkes det i Danmark. Som I nok har lagt mærke til, bruger jeg hokkaidogræskar flittigt i min madlavning, når det er i sæson i efterårsmånederne. Det er ikke kun velegnet i den salte madlavning, men gør sig også godt i kage. Denne kage er saftig og krydret, og når den pyntes med ”spindelvævsglasur,” er det den perfekte halloweenkage.

img_2547

Til 10 personer

Ingredienser:
300 g hokkaidogræskar
350 g hvedemel
250 g sukker
2 tsk. bagepulver
1 tsk. kanel
1 tsk. ingefærpulver
1 økologisk appelsin, saft og skal
½ dl rapsolie
2 dl vand

Pynt:
Flormelis
Kakaopulver
Vand

Fremgangsmåde:
Flæk et hokkaidogræskar og fjern kernerne. Riv græskarkød og græskarskal groft på et rivejern, eller brug en foodprocessor med rivejernsfunktion.

Tag en skål frem og bland hvedemel, sukker, bagepulver, kanel og ingefærpulver deri. Riv appelsinskallen fint på et rivejern (kun den orange del af skallen), og pres saften ud af appelsinen. Hæld begge dele i skålen. Tilsæt også revet græskar, rapsolie og vand.

Rør dejen godt sammen og hæld den i en kageform. (Passer til en form med målene 23 x 33 cm eller en springform på 25 cm i diameter). Bag kagen ved 200 ºC almindelig ovn i 30-40 minutter.

Når kagen er kølet af, kan den pyntes med glasur. Først laves en hvid glasur af flormelis og vand (hold igen med vandet, så glasuren ikke bliver for tynd). Smør glasuren på kagen. Derefter laves en mindre portion glasur af flormelis, kakaopulver og vand (skal have samme tykkelse som den hvide glasur). Put denne glasur i en frysepose og klip en lille stump af det ene hjørne. Dekorer kagen med cirkler af kakaoglasur. Til sidst kan du trække en tandstik eller lignende igennem cirklerne, så glasuren kommer til at ligne et spindelvæv.

Tip: Når græskar ikke er i sæson, kan det erstattes af revne gulerødder eller squash.

img_2511

img_2544

img_2521

Risengrød

En af glæderne ved efterårets kolde og grå vejr er, at man kan varme sig på en portion risengrød indenfor. Denne risengrød er super nem at lave, for den skal nemlig koges færdig under dynen, og man behøver derfor ikke at stå i halve og hele timer og røre i gryden for at forhindre, at risengrøden brænder på – og så er metoden tilmed strømbesparende. Jeg laver risengrød med rismælk, men andre typer plantemælk kan også bruges, og så bruger jeg en god klat plantesmør og masser af kanelsukker ved servering.

img_5414

Til 2-4 personer

Ingredienser:
150 g grødris
1 liter rismælk (eller din foretrukne plantemælk)*
½ tsk. salt

Kanelsukker (sukker + kanel)
Plantemargarine**

*Rismælk kan også erstattes af vand, men da rismælk er sødt, og vand ikke er det, kan man med fordel tilsætte et par spsk. sukker, når grøden koges.

**F.eks. “Smørbar” fra Naturli’ eller “Fri” fra Coop, der begge smager ligesom smør.

Fremgangsmåde:
Hæld grødris, rismælk og salt i en gryde. Lad blandingen koge et par minutter under omrøring. Læg derefter låg på gryden og stil den ind i sengen. Pak gryden godt ind i et par dyner og lad den stå i en time. Risengrøden “koger” færdigt i sengen – fordelen er, at det er strømbesparende og nemt, da det ikke er nødvendigt at røre i gryden undervejs.

Efter en time (eller længere) stilles risengrøden tilbage på kogepladen, hvor den koges op, til den har den ønskede konsistens.

Serveres med masser af kanelsukker og en klat plantesmør.

img_5427

img_5464

Chokolademoussekage

En moussekage er lidt mere særlig end andre kager, og det er ikke umiddelbart mousse, man forbinder med veganske kager. Min hindbærmoussekage er meget populær og med god grund, og nu har jeg så lavet en chokolademoussekage til alle chokoladeelskerne. Den er både fyldig og luftig og nem at lave. Jeg er selv ret begejstret for denne kage!

img_1187

Til cirka 6 personer

Ingredienser:
Kagebund:
75 g hvedemel
75 g sukker
20 g kakaopulver (ca. 2 spsk.)
1 lille tsk. bagepulver
30 g mørk chokolade, hakket (kan undlades)
30 g nødder, hakket* (kan undlades)
50 g plantemargarine, smeltet
0,75 dl vand

Chokolademousse:
150 g mørk chokolade
250 ml sojapiskefløde**

Pynt:
Mørk chokolade
Jordbær

*F.eks. hasselnødder, mandler eller valnødder.
**Jeg bruger altid sojapiskefløde fra Alpro, som kan købes i større supermarkeder eller hos Nemlig.

Fremgangsmåde:
Først laves kagebunden: Bland hvedemel, sukker, kakaopulver og bagepulver. Tilsæt derefter hakket chokolade og hakkede nødder samt smeltet plantemargarine og vand. Rør dejen godt sammen. Læg bagepapir i bunden af en lille springform på 20 centimeter i diameter. Hæld dejen i springformen og bag den ved 180 ºC almindelig ovn i cirka 15 minutter. Bagefter skal kagen afkøles i formen. (Sæt den evt. i køleskabet, så det går hurtigere).

Derefter laves chokolademoussen: Først skal chokoladen smeltes i et vandbad. Dette gør du ved at hælde lidt vand i en gryde og sætte en skål i gryden (ikke en plastikskål). Hak chokoladen fint og hæld 2/3 af chokoladen over i skålen. Lad vandet småkoge ved lav varme og rør jævnligt i chokoladen, indtil den er smeltet. Tilsæt derefter resten af chokoladen og sluk for varmen. Rør rundt så chokoladen smelter sammen.

Pisk flødeskummet med en el-mikser eller en røremaskine. Pisk gerne 5-10 minutter, så flødeskummet bliver så stift som muligt.

Derefter skal flødeskummet og den smeltede chokolade blandes sammen. Bland det forsigtigt og grundigt, så flødeskummet bevarer sin luftighed.

Glat den færdige chokolademousse ud over den afkølede kagebund. Nu skal kagen have god tid til at køle helt af og “sætte sig.” Lad den køle i mindst 6 timer i køleskabet, men også gerne til næste dag, hvor chokolademoussen smager endnu bedre. (Det er lettere at skære flotte stykker, jo længere tid kagen har kølet).

Pynt kagen med chokoladespåner og jordbær inden servering. (Chokoladespånerne laver du ved at rive chokolade med en kartoffelskræller).

Tip: Bunden i denne kage kan erstattes med kagebunden i min opskrift på hindbærmoussekage.

img_1178

img_1202

img_1223

Previous Older Entries