Spaghetti à la græskar

Her får I endnu en græskaropskrift fra mig, da græskar er i sæson lige nu. Denne ret smager lækkert og syndigt, men faktisk indeholder græskar få kalorier og intet fedt. Til gengæld er græskar rigt på vitamin A i lighed med andre orange og mørkegrønne grøntsager. Vitamin A er blandt andet vigtigt for syn, vækst og immunforsvar.

Spaghettien i denne ret kan udskiftes med bønne- eller linsepasta, hvis man vil have et endnu mere næringsrigt måltid, men en god gang fuldkornsspaghetti er nu heller ikke så dårligt.
Jeg bruger gærflager i sovsen, som giver retten en mere fyldig og osteagtig smag, men det kan undlades, hvis man ikke har det. Jeg køber gærflager fra en tysk hjemmeside,  som sælger det noget billigere end i danmark (de leverer gratis til Danmark ved køb over 90 euro). Skriv gerne i en kommentar, hvor I køber gærflager.

img_1098

Til 3-4 personer

Ingredienser:
1 hokkaidogræskar
1 fed hvidløg
1-2 tsk. salt
½-1 tsk. sennep
4 spsk. gærflager (kan undlades)
Cirka 1,5 dl kogevand

300-400 g spaghetti (eller anden pasta)

Fremgangsmåde:
Skær græskaret ud i tern og fjern kernerne (skal ikke skrælles, da skrællen godt kan spises). Kog græskarstykkerne i cirka 10 minutter, indtil de er bløde.

Kog spaghettien imens. Følg anvisningen på pakken.

Hæld vandet fra græskarstykkerne, men gem lidt af kogevandet.

Put alle ingredienserne til græskarsovsen i en foodprocessor og blend, indtil du har en lind sovs. (Du kan også bruge en stavblender). Tilsæt mere eller mindre vand, alt efter hvilken konsistens du ønsker. Smag til med salt og sennep.

Serveres med kogt spaghetti og pyntes evt. med græskarkerner og basilikumblade.

img_1079

img_1129

Grøn og rød pastasalat

Jeg har i dag lavet en STOR og lækker portion pastasalat. Jeg kan godt lide at lave store mængder mad, for så er der både til aftensmad, frokost og natmad (jeg spiser altid lige inden sengetid, for så sover jeg så godt 😉 ). Og det tager jo ikke meget længere tid at lave en stor portion mad frem for en lille, så i det lange løb er det tidsbesparende. Men nok om det. En pastasalat kan jo indeholde hvad som helst, man lige har af grøntsagsrester i køleskabet. Noget af det vigtigste er en god dressing, og denne her oliedressing er ret god. Men hvis man helst vil undgå olie, kan jeg anbefale at bruge sojasovs og citronsaft på sin portion i stedet for.

IMG_5019.resized

Giver 6 store portioner (tilsvarende den på billederne)

Ingredienser:
500 g pasta (f.eks. skruer eller anden form)
1 broccoli
300 g frosne ærter
250 g cherrytomater
3 røde snackpebre
1 agurk
100 g soltørrede tomater
3 forårsløg
100 g salatblade (jeg brugte feldsalat)

Dressing:
Saften af 1 citron
1 dl økologisk koldpresset rapsolie
2 fed hvidløg, pressede
1 tsk. salt
1 tsk. spidskommen
1 tsk. koriander
½ tsk. chilipulver

Fremgangsmåde:
Kog pastaen i en stor gryde med lidt salt. Skær broccolien i små buketter og put den i gryden, når pastaen har kogt i 4-5 minutter. Lad broccolien koge sammen med pastaen i yderligere 4-5 minutter, til både pasta og broccoli er færdigkogt. Hæld vandet fra og put pasta og broccoli i en stor skål. Tilsæt de frosne ærter (så køler pasta og broccoli hurtigere af).

Skær cherrytomater i halve eller kvarte. Skær snackpebre og agurk tern. Skær de soltørrede tomater i strimler. Hak forårsløgene fint (bruge hele løget, også det grønne). Skyl salatbladene og lad dem dryppe af.

Bland dressingen og smag den eventuelt til med mere hvidløg, salt og chili, hvis du kan lide det stærkt.

Bland det hele i en stor skål og velbekomme.

(På billederne har jeg pyntet med hjemmedyrkede lucernespirer).

IMG_5050.resized

IMG_5032.resized

Linsesovs

Lækker og nem linsesovs, som spises med pasta. Godt krydret, men kan sagtens tåle mere chili, hvis man kan lide det stærkt.

Ingredienser:
150 g røde linser
1 stort løg
1 grøn peberfrugt
1 spsk. boullion (to terninger)
3 fed hvidløg, pressede
1 dåse hakkede tomater
1 dåse tomatkoncentrat (140 g)
1 dåse kokosmælk
1 spsk. citronsaft
1 tsk. sukker
½ tsk. chilipulver
½ tsk. stødt spidskommen
en stor håndfuld frisk basilikum, hakket

fuldkornspasta

Fremgangsmåde:
Skyl linserne godt. Hak løg og peberfrugt. Put alle ingredienserne i en gryde, undtagen basilikum, og lad sovsen koge i cirka 25 minutter, til linserne er bløde. (Normalt skal røde linser kun koge i 10 minutter, men det tager længere tid i tomatsovs). Basilikum koger med de sidste 5-10 minutter. Smag til med salt og peber.

Serveres med pasta.

Pasta med artiskokcreme

Nemt og lækkert måltid, som kan nydes både koldt og varmt.

Ingredienser:
1 dåse artiskokker (190 g drænet vægt)
200 g rød peberfrugt
3 spsk. rapsolie
1 spsk. citronsaft
1 tsk. salt
godt med friskkværnet peber

250 g fuldkornspasta

Fremgangsmåde:
Blend alle ingredienserne til artiskokcremen grundigt.

Kog pastaen i cirka 10 minutter.

Bland pasta og artiskokcreme.

Spises evt. sammen med urtefrikadeller som på billederne.

Hurtig pastasovs

Nogen gange vil man bare have et hurtigt måltid mad, og i den forbindelse er pasta jo en klasikker. Hvis det skal være lidt bedre (faktisk meget bedre) end ketchup, kan man jo prøve denne hurtige pastasovs. Det er en, som jeg vender tilbage til med jævne mellemrum, for den smager overraskende godt!

Til 2 personer

Ingredienser:
1 dåse hakkede tomater
1 lille dåse tomatkoncentrat
1 gulerod, skåret i skiver
1 rød peberfrugt, skåret i strimler
1 løg, skåret i strimler
1 boullionterning
2 fed hvidløg, pressede
1 tsk. tørret basilikum (brug også gerne frisk)
1 tsk. sukker
1 tsk. citronsaft
½ tsk. chilipulver
smag til med salt og peber

250 g pasta

Fremgangsmåde:
Steg gulerod, peberfrugt, løg, hvidløg og boullion i en gryde i 5-10 minutter til guleroden er blød. Tilsæt derefter de øvrige indgredienser og kog op. Smag til med salt og peber.

Server sovsen sammen med pasta.

Frisk pasta med cremet sovs

Denne ret er nem og hurtig at lave. Spis den eventuelt sammen med groft brød, en linsefrikadelle eller falafel.

Til 2 personer

Ingredienser:
1 pakke frisk pasta*
1 bakke champignoner
1 dåse kokosmælk
1 løg
200 gram ærter
1 boullionterning
1 tsk. revet muskatnød
1 bundt persille
Maizena majsstivelse eller alm. hvedemel
salt og peber

*Vær opmærksom på at mange slags frisk pasta indeholder æg. Jeg har dog fundet en økologisk vegansk udgave fra Levevis i Netto (se billede nederst).

Fremgangsmåde:
Hak løg og champignoner groft. Put det på en pande og steg det i lidt olie eller vand og tilsæt boullion (jeg bruger vand for at spare på fedtet).

Tilsæt kokosmælk når champignoner og løg er færdigstegte (bløde). Champignonerne afgiver en del vand, når de steges; hæld dette fra, inden du tilsætter kokosmælk.

Tilsæt ærter, hakket persille, muskatnød og salt og peber efter smag.

Jævn retten, så den får en cremet konsistens. Jeg bruger Majzena majsstivelse, som jeg sier i retten gennem en si, imens jeg rører rundt. Man kan også lave en meljævning ved at ryste mel og vand sammen til en tyk masse og tilsætte den under omrøring.

Kog pastaen i 4 minutter og servér.

Pastasalat med pesto

Til 4 personer

Ingredienser:
400 g pasta
500 g cherrytomater/coctailtomater
4 røde peberfrugter
et bundt radisser
cornichoner (en slags syltede agurker)
1 squash
basilikumpesto

Fremgangsmåde:
Kog pastaen og lad den køle af. Skær tomaterne ud i kvarte. Skær peberfrugterne ud i ringe eller aflange strimler. Skær radisser og cornichoner ud i skiver. Skær squashen ud i tern.

Bland alle ingredienserne sammen med basilikumpesto og spis det ev. sammen med groft brød.