Risengrød

En af glæderne ved efterårets kolde og grå vejr er, at man kan varme sig på en portion risengrød indenfor. Denne risengrød er super nem at lave, for den skal nemlig koges færdig under dynen, og man behøver derfor ikke at stå i halve og hele timer og røre i gryden for at forhindre, at risengrøden brænder på – og så er metoden tilmed strømbesparende. Jeg laver risengrød med rismælk, men andre typer plantemælk kan også bruges, og så bruger jeg en god klat plantesmør og masser af kanelsukker ved servering.

img_5414

Til 2-4 personer

Ingredienser:
150 g grødris
1 liter rismælk (eller din foretrukne plantemælk)*
½ tsk. salt

Kanelsukker (sukker + kanel)
Plantemargarine**

*Rismælk kan også erstattes af vand, men da rismælk er sødt, og vand ikke er det, kan man med fordel tilsætte et par spsk. sukker, når grøden koges.

**F.eks. “Smørbar” fra Naturli’ eller “Fri” fra Coop, der begge smager ligesom smør.

Fremgangsmåde:
Hæld grødris, rismælk og salt i en gryde. Lad blandingen koge et par minutter under omrøring. Læg derefter låg på gryden og stil den ind i sengen. Pak gryden godt ind i et par dyner og lad den stå i en time. Risengrøden “koger” færdigt i sengen – fordelen er, at det er strømbesparende og nemt, da det ikke er nødvendigt at røre i gryden undervejs.

Efter en time (eller længere) stilles risengrøden tilbage på kogepladen, hvor den koges op, til den har den ønskede konsistens.

Serveres med masser af kanelsukker og en klat plantesmør.

img_5427

img_5464

9 kommentarer (+add yours?)

  1. rolfine
    okt 14, 2016 @ 16:15:15

    Mine veninder har altid ævlet løs om dynegrød, men jeg har aldrig fået prøvet det af – det vil jeg da helt sikkert lave om på nu 🙂

    Svar

    • miasommer
      okt 24, 2016 @ 08:11:41

      Jeg har også først prøvet det nu, og jeg går i hvert fald aldrig tilbage til at koge risengrød på komfuret, for det er så meget nemmere at koge den færdigt under dynen, når man ikke skal røre i grøden hele tiden 🙂

      Svar

  2. annedrea
    okt 15, 2016 @ 16:41:56

    Det ser sørme lækkert ud! Det må prøves! Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at den varme grydebund brænder sengetøjet/sengen, hvis man skal pakke den ind i dyner direkte fra kogepladen? Hvordan fungerer det? 🙂

    Svar

  3. Olivia
    nov 02, 2016 @ 08:23:13

    Hej Mia. Jeg tænker på om man kan justere mængden af plantemælk og så istedet erstatte noget af det med vand, tror du det vil fungere? 🙂

    Svar

    • miasommer
      nov 08, 2016 @ 09:10:01

      Ja, det kan man bestemt. Sidste gang jeg lavede risengrød, lavede jeg det på halv vand halv rismælk, og så tilsatte jeg 1-2 spsk. sukker (plantemælk er jo sødt). Næste gang har jeg tænkt mig at lave det kun på vand 🙂

      Svar

  4. Trackback: Den ultimative guide til en vegansk jul | Månebarnet
  5. Rebecca Gren Bonde
    dec 14, 2018 @ 09:34:28

    Skøn opskrift, tak for det 🙂 Jeg stiller altid risengrøden i en kisten, hvor jeg opbevarer sengetøj.

    Svar

  6. gunilla ratz
    dec 02, 2022 @ 19:43:07

    Hej Mia , jeg har fundet ud af, at mår jeg bruger halvt vand og halvt kokosmælk – bliver grøden ekstra go.
    Mange julehilsner
    Gunilla 🏝⛱🏖⛱

    Sendt fra min iPhone

    Den 13. okt. 2016 kl. 20.40 skrev Mia Sommer comment-reply@wordpress.com:

    
    miasommer posted: “En af glæderne ved efterårets kolde og grå vejr er, at man kan varme sig på en portion risengrød indenfor. Denne risengrød er super nem at lave, for den skal nemlig koges færdig under dynen, og man behøver derfor ikke at stå i halve og hele timer og røre “

    Svar

Skriv en kommentar