Tofu-postej

Denne postej smager skønt og kan nemt erstatte den traditionelle leverpostej på ethvert frokostbord, og så er den nem at lave, for der er intet, der skal koges eller forberedes i forvejen. Postejen er fyldt med næringsstoffer som proteiner, mineraler og sunde fedtsyrer. Hvis man ikke har alle de nævnte krydderier og smagsgivere som eksempelvis gærflager og allehånde, kan man undlade dem eller erstatte dem af ens andre foretrukne krydderier. Jeg opfordrer altid til, at man selv smager maden til og eksperimenterer med sine egne varianter og ikke lader sig begrænse af, at man mangler et par ingredienser.  

Tofu-postejen er fra min kogebog Vegansk madglæde, som indeholder over 100 opskrifter til hele dagen og hele året med alt lige fra morgenmad, frokost, aftensmad og snacks til festlige lejligheder.

Ingredienser:
400 g tofu
100 g valnødder, cashewnødder eller solsikkekerner
5 spsk. sojasovs
½ løg
2 spsk. gærflager
1 spsk. citronsaft
1 tsk. timian
1 tsk. allehånde 
½ tsk. røget paprika
Peber
1 dl vand

Fremgangsmåde:

Blend alle ingredienserne i en foodprocessor, til det er en ensartet postej. Skrab foodprocessorens sider undervejs. Smag til med salt peber og de øvrige krydderier.

Postejen kan bages eller lunes i ovnen, men det er ikke nødvendigt. Servér den eksempelvis på rugbrød sammen med syltet rødkål, syltede agurker eller ristede løg og remoulade.

Veganske tarteletter

Tarteletter er skøn “mormor-mad,” der nemt kan laves i en vegansk udgave, som smager mindst lige så godt, som dem du kender fra barndommen. Du behøver ikke at gå glip af noget, bare fordi du gerne vil spise mere dyrevenligt og miljøvenligt. De her tarteletter blev rost til skyerne, da jeg lavede dem for mine venner for nogle uger siden. Nu har jeg forsøgt at genskabe dem, og de smager SÅ godt, hvis jeg selv skal sige det. Men det bedste er næsten, at de er virkelig nemme at lave. Jeg bruger vegansk “kylling” lavet af ærteprotein, men hvis du ikke er til veganske kødalternativer, kan du eksempelvis bruge hakkede svampe. Jeg har en anden opskrift med champignoner her.

Cirka 20 stk. / til 4-5 personer

Ingredienser:
200 g gulerod
2 løg
Olie
150 g ærter
2 pakker vegansk “kylling” (eksempelvis fra Naturli’, LikeMeat eller “filet stykker” fra Hälsans Kök)
1 dåse aspargessnitter (inklusiv vandet)
½ liter plantefløde (eksempelvis havre cuisine fra Naturli’)
1-2 potter persille
2 terninger grøntsagsbouillon
1/4 tsk. peber
1/2 tsk. muskatnød
1 tsk. citronsaft
2 spsk. Maizena majsstivelse + lidt vand

2 pakker tarteletskaller

Fremgangsmåde:

Skær gulerødderne ud i små tern. Hak løgene fint. Steg begge dele i en gryde i lidt olie eller vand, indtil gulerødderne er møre. Tilsæt ærter, vegansk “kylling,” aspargesnitter inklusiv vand, havrefløde, hakket persille (gem noget til pynt), grøntsagsbouillon, peber, muskatnød og citronsaft. Lad det hele koge op under omrøring. Rør majsstivelsen ud i lidt vand og hæld det i sovsen i en tynd stråle under omrøring. Hvis sovsen skal være tykkere, så tilsæt mere majsstivelse, der er rørt ud i vand først.

Smag sovsen til med salt og peber og servér den i lune tarteletskaller med frisk persille som pynt.

Blød nougat

Det er super nemt at lave sin egen nougat, og den smager rigtig godt. Mange nougatopskrifter indebærer, at hasselnødderne først skal bages eller ristes og derefter afskalles, men jeg kan ikke smage forskel, så jeg har selvfølgelig valgt den hurtigste metode, nemlig at bruge hasselnødderne som de er. Hvis du ikke har prøvet at lave nougat før, så synes jeg bestemt, at du skal give det en chance. Man kan også købe vegansk nougat i butikkerne, men det er sjovt at lave selv.

Ingredienser:
100 g hasselnødder
50 g sukker
100 g mørk chokolade
50 g plantemargarine eller kokosolie

Fremgangsmåde:
Blend hasselnødder og sukker i en foodprocessor, indtil det er blevet så finthakket som muligt.

Smelt chokolade og plantemargarine/kokosolie i et vandbad. Dette gør du ved at hakke chokoladen og putte den i en skål, der kan tåle varme, sammen med fedtstoffet. Hæld lidt vand i en gryde og sæt skålen deri. Lad vandet koge ved svag varme og rør jævnligt i chokolade og fedtstof, indtil det er smeltet.

Når chokolade og fedtstof er smeltet, hældes det i foodprocessoren sammen med hasselnødder og sukker. Blend det yderligere, til det er en cremet og ensartet masse.

Hæld nougatmassen over i en beholder, der er beklædt med bagepapir. Sæt den på køl, så den kan blive fast.

Spis nougaten, som den er, eller brug den f.eks. i konfekt.

Nougat 1.JPG

Opskriften er fra min kogebog Veganske fristelser.

Vaniljesmåkager

Dette er den nemme udgave af vaniljekranse. Det er optimalt at bruge en kødhakker, når man laver vaniljekranse, men sådan en ejer jeg ikke, og bruger man en sprøjtepose og en tyndere dej, flyder de for meget ud. Jeg har eksperimenteret end del, men nu har jeg valgt at lave småkager i stedet for kranse. Det er egentlig også ligemeget, hvordan de er formet, for de smager super godt.

20 stk.

Ingredienser:
125 g hvedemel
100 g sukker
50 g mandler
2 tsk. vaniljesukker
75 g plantemargarine
2 spsk. vand

Fremgangsmåde:
Blend mandlerne, til de er blevet til mel eller så fint som muligt. Bland dem med hvedemel, sukker og vaniljesukker. Tilsæt plantemargarine og vand, og bland dejen godt, brug evt. hænderne.

Brug to teskeer til at sætte 20 klumper dej på en bageplade beklædt med bagepapir.

Bag småkagerne i cirka 10 minutter ved 200 ºC almindelig ovn.

Vaniljesmåkager 1

Opskriften er fra min kogebog Veganske fristelser.

Brun sovs

Denne sovs er med grøntsager og er derfor et lidt sundere alternativ til den traditionelle brune sovs. Spis den eksempelvis sammen med din julemad eller til hverdag, hvor du normalt ville bruge brun sovs.

IMG_8118

Ingredienser:
1 lille løg
1 kartoffel (50 g)
1 gulerod (75 g)
75 g knoldselleri*
2 dl vand
1 terning grøntsagsbouillon
250 ml sojafløde eller havrefløde**
1/4 tsk. revet muskatnød
Sovsekulør
Salt & peber
Evt. 1 spsk. Maizena majsstivelse + 1 spsk. vand

*Resten af knoldsellerien kan skæres i mindre stykker og fryses ned til næste gang, der skal laves sovs.
**F.eks. Soya cuisine fra Naturli’ eller havrefløde fra Oatly

Fremgangsmåde:
Hak løg, kartoffel, gulerod og knoldselleri i mindre stykker og kog det i 2 dl vand sammen med bouillon i cirka 10 minutter. Blend derefter vandet og grøntsagerne, til der ikke er nogen klumper. Brug eventuelt en stavblender.

Tilsæt derefter sojafløde eller havrefløde, revet muskatnød og godt med sovsekulør, indtil sovsen har den farve, som du ønsker. Smag til med salt og peber.

Hvis sovsen skal være tykkere, kan du røre 1 spsk. Maizena majsstivelse sammen med 1 spsk. vand, indtil der ikke er nogen klumper. Lad sovsen koge op og hæld majsstivelsen i sovsen i en tynd stråle under omrøring.

Tip: Server eksempelvis sovsen sammen med nøddesteg, butterdejspakker eller kartofler.

IMG_8130

Risengrød

En af glæderne ved efterårets kolde og grå vejr er, at man kan varme sig på en portion risengrød indenfor. Denne risengrød er super nem at lave, for den skal nemlig koges færdig under dynen, og man behøver derfor ikke at stå i halve og hele timer og røre i gryden for at forhindre, at risengrøden brænder på – og så er metoden tilmed strømbesparende. Jeg laver risengrød med rismælk, men andre typer plantemælk kan også bruges, og så bruger jeg en god klat plantesmør og masser af kanelsukker ved servering.

img_5414

Til 2-4 personer

Ingredienser:
150 g grødris
1 liter rismælk (eller din foretrukne plantemælk)*
½ tsk. salt

Kanelsukker (sukker + kanel)
Plantemargarine**

*Rismælk kan også erstattes af vand, men da rismælk er sødt, og vand ikke er det, kan man med fordel tilsætte et par spsk. sukker, når grøden koges.

**F.eks. “Smørbar” fra Naturli’ eller “Fri” fra Coop, der begge smager ligesom smør.

Fremgangsmåde:
Hæld grødris, rismælk og salt i en gryde. Lad blandingen koge et par minutter under omrøring. Læg derefter låg på gryden og stil den ind i sengen. Pak gryden godt ind i et par dyner og lad den stå i en time. Risengrøden “koger” færdigt i sengen – fordelen er, at det er strømbesparende og nemt, da det ikke er nødvendigt at røre i gryden undervejs.

Efter en time (eller længere) stilles risengrøden tilbage på kogepladen, hvor den koges op, til den har den ønskede konsistens.

Serveres med masser af kanelsukker og en klat plantesmør.

img_5427

img_5464

Butterdejspakker med svampe og grønkål

Selvom det hedder “butterdej,” indeholder det sjovt nok ikke smør, men plantefedtstof. Derfor er de fleste slags butterdej veganske til glæde for dyrene og os, der undgår animalske produkter. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvilken slags fyld man kan putte i butterdej. Disse er med svampe, grønkål og linser, og de smager skønt. De er fyldige og mætter godt. Servér dem eksempelvis med sovs og kartofler eller en frisk salat.

IMG_2928.resized

8 styk / til 4 personer

Ingredienser:
500 g champignoner
200 g grønkål, hakket og frossen (eller spinat)
100 g tørrede grønne linser (eller 1 dåse)
1 stort løg
1 bundt dild (eller persille)
100 g rasp
3 fed hvidløg
3 spsk. sojasovs
1 tsk. salt
½ tsk. chilipulver
To pakker butterdej

Fremgangsmåde:
Hvis du bruger tørrede linser, så skyl dem og kog dem i cirka 25 minutter. Hvis du bruger linser på dåse, skal du blot hælde vandet fra dem.

Skær champignonerne i grove tern. Hak løget fint og pres hvidløgene. Put det på en pande og steg det i sojasovs ved høj varme i fem minutters tid.

Når champignonerne er bløde og har afgivet væske, tilsæt så den frosne grønkål og steg videre, indtil grønkålen er tøet op. Hæld derefter overskydende væske fra og hæld ingredienserne i en skål. Tilsæt de kogte linser, hakket dild, rasp, salt og chili.
Bland farsen rigtig godt og tilsæt eventuelt mere salt og chili.

Rul butterdejen ud og skær den i fire lige store stykker. Put en klump fars i den ene ende af hvert stykke, og luk derefter den anden ende af butterdejen henover. Pres kanterne sammen med en gaffel, så butterdejen ikke går op under bagningen. Gentag med næste pakke butterdej, så der i alt er 8 butterdejspakker. (Se billederne).

Bag butterdejspakkerne i almindelig ovn ved 220 grader i 14-15 minutter.

Serveres eksempelvis sammen med langtidsbagte cherrytomater*, tomatsalsa eller ketchup, da den sødlige tomatsmag står rigtig godt til denne ret. Derudover kan butterdejspakkerne eksempelvis serveres sammen med en frisk salat og bagte kartofler eller andre rodfrugter.

*Cherrytomaterne skal halveres og lægges på en bageplade med skæresiden opad. Kværn godt med salt og peber ud over dem. Put tomaterne i en forvarmet ovn på 250 grader. Sluk ovnen og lad tomaterne være i ovnen natten over eller hele dagen (afhængig af hvornår man starter).

Angående frysning: Butterdejspakkerne kan laves på forhånd og fryses ned. Hvis du gør det, vil jeg anbefale at bage dem i lidt kortere tid (f.eks. 10 minutter), så du undgår, at de bliver for mørke, når de genopvarmes. Lad dem tø op i køleskabet og genopvarm dem ved 200 grader almindelig ovn i cirka 15 minutter.

IMG_2903.resized

IMG_2907.resized

IMG_2887.resized

IMG_2894.resized

IMG_2981.resized

IMG_2917.resized

IMG_2924.resized

Farsbrød med linser og cashewnødder

Dette farsbrød smager rigtig godt, og har du endnu ikke besluttet, hvad du skal spise til jul, kan du jo overveje at lade det være midtpunktet i en dyrevenlig julemiddag.

IMG_2822

Til 6 personer

Ingredienser:
250 g cashewnødder
250 g champignoner
200 g røde linser
2 røde peberfrugter
1 stort løg
3 fed hvidløg
1 dåse tomatpuré (140 g)
1 bouillonterning
500 ml vand
150 g rasp
1 bundt persille, finthakket
1 tsk. salt
½ tsk. chilipulver
4 spsk. tranebærsovs*

* Kan købes i større supermarkeder. Jeg fandt en i Irmas afdeling med syltetøj. Se sidste billede.

Fremgangsmåde:
Skyl linserne og kog dem i vand og bouillon. De skal koge cirka 15 minutter, til vandet er kogt væk, og linserne er blevet til grød. I slutningen af kogningen, bør man røre rundt i gryden, så linserne ikke sætter sig fast i bunden.

Hak cashewnødderne groft (brug evt. en foodprocessor), og put dem i en skål.

Hak champignoner, peberfrugter og løg fint og kom dem på en stor pande. Tilsæt også presset hvidløg. Lad det hele stege i nogle minutter, og put det så over i skålen til cashewnødderne. Tilsæt også de færdigkogte linser, tomatpuré, rasp, persille, salt og chilipulver. Bland det hele godt rundt. Smag på farsen om den mangler salt, chili eller andet krydderi.

Put bagepapir i en brødform og pres farsen ned i formen. Gør overfladen glat og fordel tranebærsovsen udover.

Farsbrødet skal bages i en forvarmet ovn ved 200 grader – de første 30 minutter tildækket af sølvpapir og de næste 30 minutter uden sølvpapir. Når farsbrødet er færdigbagt, bør det køle af i formen i mindst 15 minutter. Jo mere det får lov til at køle, jo fastere bliver det.

Farsbrødet smager godt både koldt og varmt. Servér det eksempelvis sammen med bagte rodfrugter, rødkålssalat eller på et stykke rugbrød.

IMG_2807

IMG_2848

IMG_2779

Risalamande

Har man fravalgt mælkeprodukter af den ene eller den anden årsag, betyder det ikke, at man behøver at gå på kompromis med julemaden af den grund. Jeg har serveret denne risalamande for mange forskellige personer, og jeg har kun fået positive tilbagemeldinger. Den generelle kommentar er, at den smager som normal risalamande. Jeg kan ikke selv huske, hvordan “normal” risalamande smager, men jeg er i hvert fald vild med denne her. Som barn kunne jeg ikke lide risalamande, men først da jeg lavede min egen veganske risalamande, indså jeg, hvor skøn en dessert det er – og nu kan jeg sagtens finde på at lave den, selvom det ikke er jul.
Har du planer om at servere denne risalamande for din kødspisende og mælkedrikkende familie, er der er god chance for, at de ikke engang vil lægge mærke til, at de har fået en sundere og mere medfølende udgave af den traditionelle juledessert 🙂

Til 5-6 personer

Ingredienser:
150 g grødris
1 liter vand*
100 g sukker
½ tsk. salt
75 g mandler
2,5 dl sojapiskefløde (soya piskbar fra Alpro)
3 tsk. vaniljesukker

Kirsebærsovs

*Plantemælk, såsom rismælk, mandelmælk eller sojamælk kan også bruges, men resultatet bliver ligeså godt med vand, og derfor er det unødvendigt at bruge penge på plantemælk. Hvis du bruger plantemælk alligevel, bør du nedjustere mængden af sukker, da risalamanden risikerer at blive for sød.

Fremgangsmåde:
Først koges risengrøden i god tid, så den kan nå at køle helt af, inden den skal laves til risalamande. Kog grødris, vand, sukker og salt. Grøden skal koge 30-40 minutter ved svag varme. Sørg for at røre i grøden ofte, så den ikke brænder på.

(Alternativt kan du koge risengrøden under dynen: lad blandingen koge et par minutter under omrøring. Læg derefter låg på gryden og stil den ind i sengen. Pak gryden godt ind i et par dyner og lad den stå i en time. Risengrøden “koger” færdigt i sengen – fordelen er, at det er strømbesparende og nemt, da det ikke er nødvendigt at røre i gryden undervejs. Efter en time (eller længere) stilles risengrøden tilbage på kogepladen, hvor den koges op, til den har den ønskede konsistens.)

Risengrøden kan laves til risalamande, når den er kølet helt af. Kog mandlerne i et par minutter, og lad dem ligge i kogevandet i 10 minutter. Derefter er det let at smutte skallen af dem. Hak derefter mandlerne, eventuelt i en minihakker.

Pisk sojafløden i 5-10 minutter, indtil den bliver til flødeskum.
Bland risengrød, mandler, flødeskum og vaniljesukker. Tilsæt eventuelt mere vaniljesukker, hvis den skal smage mere af vanilje og være sødere.

Servér risalamanden med kirsebærsovs og eventuelt hakkede mandler eller hakket chokolade på toppen.

img_5903

img_5835

Alpro-cuisine-250ML-DK_316x618 copy

Hjemmelavet chokolade

Jeg har for nylig prøvet at lave chokolade for første gang, og det var både hurtigt at lave og meget lækkert. Jeg fandt opskriften her på den flotte veganske madblog Peahugger. Jeg har ændret opskriften til danske mål, og så har jeg valgt at bruge hasselnødder og rosiner, men man kan også bruge andre nødder og tørrede frugter i sin chokolade. Chokoladen er meget mørk og kraftig, og det er blandt andet det, jeg godt kan lide ved den.

IMG_2539.resized

Ingredienser:
100 g kakaopulver
70 g kokosolie
4 spsk. sirup (jeg brugte agavesirup)
1 tsk. vaniljesukker
en knivspids salt
65 g hasselnødder
65 g rosiner

Fremgangsmåde:
Hak hasselnødderne groft.
Smelt kokosolien i en gryde og rør sirup, vanilje, salt og kakaopulver i. Tilsæt hasselnødder og rosiner og bland det hele godt.

Massen bliver ret tør, når man tilsætter kakaopulver, men det gør ikke noget.

Put massen i en form. Vælg selv størrelse og facon. Jeg brugte en aflang plasticbeholder, som jeg trykkede den ned i.

Put chokoladen i fryseren i 10 minutter og opbevar den derefter i køleskabet. Skær chokoladen ud i passende stykker.

IMG_2551.resized

IMG_2509.resized

Previous Older Entries